A/B Mariendalshus ligger i en hesteskoformet murstensejendom opført i 1903. Ejendommen blev i 1999 byfornyet og fik i den forbindelse frisket facaden op og renoveret trappeopgange og badeværelser. I den grønne forgård har vi bænke og borde og i baggården en hyggelig grøn have med  en fin legeplads, cykel- og barnevognsskure, grill og bænke. I kælderen har vi vaske- og tørrerum et stort beboerrum med køkken, der kan lånes af beboere.

Foreningen består af 73 andele og en lejelejlighed. Heraf er en af andelene en erhvervslejlighed, hvor der i dag ligger en købmand.

Foreningen blev stiftet i 1975.

To gange årligt holder vi havedag, hvor beboerne hjælpes om at give haven og ejendommen en kærlig hånd. Ved tidligere havedage har vi blandt andet bygget cykel- og barnevognsskure, legepladsen, en muret grill og afskærmninger omkring bænkene. Derudover indeholder havedagene som regel også kage og hygge.  Hvis man ikke har mulighed for at deltage ved en havedag, kan man bidrage på anden vis, f.eks. ved at lave opgaver på andre dage eller bage kage til havedagen.

Om sommeren holder vi en sommerfest i haven, ofte med loppemarked om formiddagen.